Har man først forelsket sig i en bestemt race, må det til hver en tid anbefales, at man køber sig en raceren, registreret kat hos en registreret opdrætter. Det er langt den bedste garanti for, at man får, hvad man betaler for. For mange mennesker er den første racekat også den første gang man giver penge for en kat, og er man vant til at katte er gratis, kan det være overvældende at skulle betale for en racekat.
Der findes efterhånden en del mennesker, som opdrætter ‘ægte racekatte’ uden stamtavler, som oftest noget billigere end de racerene katte hos registrerede opdrættere. Men når disse “opdrættere” kan sælge katten så meget billigere uden papirer, er man som køber nødt til at spørge sig selv, hvorfor den mon er så meget billigere end en med papirer. Selve registreringen af kattene koster nemlig ikke alverden, hvad end vi taler om registrering i FIFe, TICA, CFA eller andet forbund, så det er ikke dér besparelsen ligger.
Men der kan være så mange andre grunde – måske er forældrene ikke racerene? Måske har forældrene fejl, som gør at de ikke skulle være brugt i avl? Måske er killingerne ikke vaccineret, ormebehandlet og dyrlægetilset? Måske har de ikke fået ordentligt foder? Måske får de lov at komme hjemmefra for tidligt? Osv. osv. – der kan være mange grunde. Dermed ikke være sagt, at alle katte uden papirer er usunde eller på anden måde dårligere end katte med papirer, men man forøger risikoen for at købe katten i sækken, hvis man køber en ‘racekat’ uden papirer.
Køber man en registreret killing hos en registreret opdrætter, skal den som minimum være dyrlægetilset og vaccineret 1. gang. Flere og flere opdrættere vælger desuden at få killingerne neutraliseret, ID-mærket, ormebehandlet og vaccineret 2. gang inden flytningen til nyt hjem, dvs. dyrlægeudgifterne til disse nødvendige indgreb er inkluderet i killingens salgspris – det er væsentligt at huske, når man sammenligner priser.
Er katten ikke registreret, kender man ikke dens ophav, og man har ingen garanti for om den overhovedet er raceren, og dermed heller ingen garanti for at den vil udvikle sig racetypisk mht. udseende og temperament. Man kan heller ikke vide, om der ligger arvelige sygdomme og lurer i baglandet. Med papirerne har man papir på de sidste 4 generationer bag katten, så man kan se hvilket avlsmateriale der er brugt, og opdrætteren kan som regel fortælle om de bagvedliggende katte, vise billeder osv. – og det kan altså godt være sjovt at dyrke ‘slægtsforskning’ på sin kat.
En killing købt hos en registreret opdrætter skal desuden sælges med en skriftlig salgsaftale, hvor vilkårene for handlen tydeligt fremgår. Opstår der senere problemer med killingen, vil opdrætteren som oftest være behjælpelig, og går sagen helt i hårknude, er de registrerede opdrættere underlagt Købeloven.
Selvom man ikke anskaffer sig katten med udstilling for øje, så kunne det jo være at man senere alligevel syntes at det kunne være sjovt at prøve det. Hvis katten ingen papirer har, kan den naturligvis ikke udstilles som racekat, og det er ærgerligt, hvis lysten en dag melder sig.
Hvis man er oprigtigt forelsket i en race, bør man desuden støtte avlsarbejdet. Avl uden papirer bidrager ikke til racens beståen; tværtimod undergraver den slags avl det seriøse avlsarbejde som mange opdrættere bruger megen tid og mange penge på, og det kan i den sidste ende føre til en races undergang.
En stambogsført kat behøver forresten ikke være hvinende dyr. Hos de fleste opdrættere kan man købe sig en raceren kat med enkelte ‘skønhedsfejl’ som måske gør den uegnet til avl eller udstilling. Det varierer fra race til race hvad en kat gennemsnitligt koster, og hvad der betragtes som fejl, men fejlene er oftest så små ting at det ikke betyder det ringeste for den som blot ønsker sig katten som et smukt kæledyr. Det kan fx være en hvid plet som ikke må være der, en hale der er en anelse for kort, øjne der sidder en smule for tæt eller for langt fra hinanden, eller ører der er en anelse for små eller for store – altså detaljer som bestemt ikke gør katten mindre egnet til kælekat.
- Venligst udlånt af artiklens forfatter: Pil Refstrup, Bearcloud maine coon opdræt